Motion og velvære

Du får mere overskud og energi
Stærkere hjerte og bedre iltoptagelse er bare nogle af forklaringerne på, at regelmæssig motion forbedrer din kondition og øger din udholdenhed. Og med bedre kondition følger mere energi og overskud.

Du bliver mindre stresset
Det kan lyde som lidt af et paradoks at skulle putte en ny aktivitet ind i dit – formentlig – travle hverdagsprogram. Ikke desto mindre viser talrige undersøgelser, at regelmæssig motion er med til at forebygge stress. Motion er også effektivt som behandling, hvis du allerede er stresset. Forklaringen på den både helbredende og forebyggende effekt er bl.a., at motion har en beroligende effekt på hjerneaktiviteten, og at kroppen bliver bedre til at håndtere stressede situationer.

Du sover bedre
Når du er fysisk aktiv, påvirker du balancen i kroppens signalstoffer i en positiv retning, hvilket er en af forklaringerne på, at motion kan give en bedre nattesøvn. En anden forklaring er, at motion reducerer anspændthed og gør det nemmere at slappe af.

motion og energi

Du bliver gladere og mere positiv
Det er ikke uden grund, at motion anvendes i behandlingen af deprimerede. Motion kan nemlig forbedre humøret. Når du er fysisk aktiv, udskiller kroppen en række forskellige hormoner, som er med til at forbedre dit humør. Et af hormonerne er endorfiner, som også kaldes for kroppens egen morfin.

Du forebygger livstilsygdomme
Der er næsten ikke grænser for, hvilke livsstilssygdomme du kan forebygge ved at dyrke motion. Det gælder f.eks.hjertekarsygdom, diabetes, knogleskørhed, forhøjet blodtryk og tyktarmskræft. Forklaringerne på motions forebyggende effekt er mange, bl.a. at motion gør både hjerte, muskler og knogler stærkere. Motion øger også mængden af blod, og der kommer flere små blodkar, så det bliver nemmere at transportere f.eks. fedt og sukker. Samtidig bliver kroppen mere følsom over de hormoner, som har med stofskiftet at gøre, f.eks. insulin.

Du får et stærkere immunforsvar
Færre infektioner og infektioner af kortere varighed er en anden af gevinsterne ved regelmæssig motion. Motion styrker nemlig dit immunforsvar, bl.a. ved at øge antallet af hvide blodlegemer, og det gør dig mere modstandsdygtig overfor infektioner.

motion og overvægt

Du forebygger overvægt
Motion gør det nemmere at holde dansehåndtagene væk. For det første fordi du forbrænder flere kalorier, når du motionerer. For det andet fordi motion forbedrer dine musklers evne til at forbrænde fedt. For det tredje fordi motion øger din muskelmasse og dermed dit stofskifte og sidst men ikke mindst fordi motion forbedrer din appetitregulering. Motion er ikke kun et effektivt virkemiddel til at forebygge overvægt, men også et af de vigtigste redskaber til at bibeholde et realiseret vægttab.

Du får mere selvtillid og bliver gladere for din krop
Regelmæssig træning forbedrer den fysiske formåen, hvilket igen forbedrer troen på dig selv. På den måde kan motion være med til at give dig mere selvtillid og gøre dig gladere for dig selv og din krop.

Du bliver klogere
Forskning peger på, at motion fremmer indlæringen og hukommelse. Det sker bl.a. ved at hjernecellernes interne kommunikation forbedres gennem produktionen af nogle bestemte hormoner, der fremmer hjernecellernes funktion og tilstand.

Du får en bedre fordøjelse
Motion forbedrer peristaltikken, dvs. tarmenes bevægelser, og det er med til at fremme din fordøjelse og madens passage gennem tarmen. Ikke uden grund er øget motion et af de vigtigste redskaber til bekæmpelse af forstoppelse.

En stor lækker bolle med masser af fuldkorn

fordøjelse

En kort guide om madens vej gennem kroppen